fredag, juli 26, 2024
spot_img
ForsideHelsingør KommuneTaknemmeligheden driver vores motor

Taknemmeligheden driver vores motor

spot_img

Camilla og Flemming fra SKP mærker stor taknemmelighed fra de hjemløse borgere, som de støtter i at tage det første, vigtige skridt ud af hjemløsheden.

Flemming Nielsen og Camilla Børjesen har gået mange og lange ture i Helsingørs gader gennem årene. De kender byen, bænkene og pladserne godt. Det er nemlig det, der skal til, hvis man vil i snak med de hjemløse og udsatte borgere, der holder til på gaden. Og de har altid en varm hue eller et par varme sokker med i tasken.

Det er godt at have noget fysisk med, der kan få samtalen i gang.

– Det handler i bund og grund om at opbygge tillid til, at vi vil dem det godt, siger Camilla Børjesen.

Sammen med det øvrige team i SKP (støttekontaktpersoner), der hører under Center for Rusmidler, Omsorg og Støtte i Helsingør Kommune, arbejder Camilla og Flemming med at forebygge og afhjælpe hjemløshed, bl.a. ved at opsøge og tage kontakt til de mennesker, der lever på gaden – eller er i risiko for at komme til det.

– Vi plejer at sige, at vores fornemmeste opgave er at bygge bro til det omkringliggende samfund og ikke mindst til den rette hjælp – hvad enten det er lægen, jobcentret eller psykiatrien, fortæller Camilla, og

Flemming fortsætter:

– Vi forsøger at opbygge tillidsfulde relationer til folk, som har haft mange dårlige erfaringer med systemet i deres liv.

De skal have tillid til, at vi vil hjælpe dem og ikke sætter regler op for dem. Det kan godt tage lidt tid.

Kommer ikke med kommuneskilt om halsen

Medarbejderne i SKP arbejder både med forebyggelse af hjemløshed bl.a. via hjemmebesøg, men bruger det meste af deres tid på det opsøgende arbejde, der foregår på gadeplan.

– Det kan være nogen har set et telt i skoven, der har stået længe og set lidt rodet ud. Så kører vi ud og ser, om vi kan få en snak med beboeren, fortæller Camilla.

SKP møder aldrig op med et kommuneskilt om halsen, men gerne med en kop suppe i hånden.

– Vi taler om mennesker, der måske har fortalt deres historie 50 gange, uden der er sket noget. Så man kan godt forstå nogen ryster lidt på hovedet, når vi så kommer. Derfor lægger vi mange kræfter i at opbygge en tillidsfuld relation, siger Flemming Nielsen.

To nye borgere hver uge

De tre og en halv medarbejdere i SKP har arbejdet tæt sammen i otte år. De har hver 25 borgere tilknyttet, og teamet får ca. to nye borgere ind om ugen, som har brug for hjælp. Så i perioder er der mange besøg om ugen, der skal passes ind.

– Vi slipper ikke borgeren, før vi ved at andre hænder har taget over. Nogen har vi opgave med i 14 dage, andre i halve år. Men når nye hele tiden kommer til, kræver det også, at vi får lavet nogle aftaler og dermed kan slippe nogen igen. Det betyder ikke, at de ikke kan vende tilbage i perioder med modgang, fortæller Flemming Nielsen.

Et fasttømret team

Teamet kender hinandens styrker godt. Det bruger de aktivt, når opgaver skal fordeles, ligesom det også er vigtigt, hvem der har god kemi med borgeren.

– Vi er to, der har baggrund som socialformidler og kender lovgivningen indgående. Flemming har som socialpædagog til gengæld stor erfaring med at hjælpe især mænd med angst, der helst ikke går udenfor, siger Camilla og fortsætter:

– Det er væsentligt for, at vi kan lykkes med at hjælpe folk, at de har tillid til os.

Så vi spørger altid os selv, hvem kan løfte den her opgave bedst. Vi vil jo borgernes bedste.

En chance til i livet

Der er stor mening forbundet med at arbejde i SKP, hvis man spørger de to.

Det kommer til at lyde som om, vi pudser en glorie, og sådan er det ikke, men vi giver jo mennesker en chance til i livet.

– Vi hjælper dem på benene igen, efter de har været helt nede og vende. Og når de kommer bagefter og siger; du har sgu reddet mit liv. Ja, så føles det godt og rigtigt, siger Flemming Nielsen.

Flere gange om ugen oplever Flemming og Camilla da også, at nogen kontakter dem for at sige tak for deres indsats.

– Det kan være en borger, der selv tager fat i os eller pårørende, fx en voksen søn, der ringer og siger tak, fordi vi har hjulpet hans far, eller ’hvor er det godt, at der findes nogen som jer.’ Den taknemmelighed er drivkraften i vores motor og giver os lyst til at hoppe i arbejdstøjet hver morgen, siger Flemming Nielsen.

Læs mere om SKP hos Center for Rusmidler, Omsorg og Støtte

RELATED ARTICLES
spot_img

Populær