tirsdag, februar 27, 2024
spot_img
ForsideAndre nyhederRegeringen vil sætte mere konsekvent ind over for butikstyverier med en række...

Regeringen vil sætte mere konsekvent ind over for butikstyverier med en række nye tiltag

spot_img

Højere bødestraffe og klarere rammer for lydoptagelser i butikker. Det er blandt de tiltag, regeringen vil gennemføre for at styrke indsatsen mod butikstyverier og hæleri. Desuden videreføres politiets styrkede indsats i grænseområderne mod udenlandske tyvebander.

Antallet af anmeldte butikstyverier har været stigende de seneste år. I 2023 modtog politiet på landsplan godt 25.000 anmeldelser om butikstyverier. Det er en stigning på knap 25 procent i forhold til 2022. Brancheorganisationen De Samvirkende Købmænd anslår, at der i 2023 er stjålet for op mod 2 mia. kr. i den danske dagligvarehandel.

De mange butikstyverier er et problem for både butiksejere, ansatte og kunder. Regeringen   ønsker derfor at sætte hårdere ind over for butikstyverier med en række tiltag. Det sker som en del af en samlet indsats mod kriminalitet, der på papiret kan virke mindre alvorlig, men som skaber utryghed og gener i danskernes hverdag.

Justitsminister Peter Hummelgaard siger:
Regeringen ser med alvor på den store stigning i butikstyverier, vi har set de seneste år. Tyverierne er forbundet med store udgifter for butiksejerne. Og tyvene skaber utryghed blandt både kunder og butiksansatte, der hver dag møder ind for at passe deres arbejde. Det skal vi ikke finde os i. Vi lancerer fra regeringens side derfor en række konkrete tiltag, som skal gøre det sværere at være butikstyv i Danmark. Blandt andet ønsker vi at skrue op for bødestraffene, for der skal være afregning ved kasse ét, hvis man bliver taget for butikstyveri.

Konkret foreslår regeringen at hæve straffen for butikstyveri, så der som udgangspunkt altid udmåles en bøde på mindst 1.000 kr., første gang en person bliver taget for butikstyveri. Det er en fordobling i forhold til i dag. Derudover skal det sikres, at bøden for butikstyveri altid overstiger værdien af det stjålne. Samtidig foreslår regeringen at hæve bødetaksterne for hæleri tilsvarende for at svække butikstyvenes motivation for at begå tyveri.

Desuden vil regeringen sikre, at det bliver gjort mere tydeligt for butiksejerne, hvornår de må foretage lydoptagelser i butikkerne og dele disse med politiet til brug for politiets efterforskningsarbejde. Justitsministeriet vil derfor i samarbejde med De Samvirkende Købmænd og Dansk Erhverv udarbejde et overblik over butiksejernes muligheder.

Herudover forlænges den styrkede indsats mod udenlandske tyvebander i grænseområderne, så den også gælder i 2024. Her har der siden 2022 været ansat ca. syv ekstra årsværk i politiet til bl.a. at pågribe omrejsende kriminelle, der har begået f.eks. butikstyveri, inden de når den danske grænse og rejser ud af landet.

Regeringen lancerer tiltagene mod butikstyveri som en del af udspillet ”Sammen om en tryggere hverdag”, der indeholder i alt 11 tiltag, bl.a. mod cykeltyverier, indbrud, hæleri og butikstyveri.

Se udspillet og de 11 tiltag her.

Læs nyheden på Justitsministeriets hjemmeside

Fakta om butikstyveri

RELATED ARTICLES
spot_img

Populær