lørdag, juli 27, 2024
spot_img
ForsideAndre nyhederToldere scannede flere millioner pakker i 2022

Toldere scannede flere millioner pakker i 2022

spot_img

Toldstyrelsen scannede sidste år over 2,1 millioner pakker og breve hos post- og kurerselskaber. Det har resulteret i mere end 12.000 tilbageholdte pakker og breve, der bl.a. indeholdt kopivarer, narko, våben og doping.

Hver gang danskerne køber sko, tøj og elektronik på udenlandske hjemmesider, skal pakkerne forbi post- og kurerterminaler rundt om i landet. Her står toldere klar til at scanne og gennemgå pakkerne. Sidste år kom 2,1 millioner pakker og breve gennem Toldstyrelsens scannere. Pakkerne blev valgt til scanning på baggrund af data, efterretninger eller som stikprøve. Af de scannede pakker og breve blev 48.000 udvalgt til nærmere kontrol, og 12.000 blev tilbageholdt. Enten fordi varerne er ulovlige, skadelige, mangler en speciel tilladelse eller har overskredet en tilladt mængde.

– Vi vil kun have lovlige varer ind over grænsen, og derfor scanner og kontroller vi dagligt flere tusinde pakker og breve. I pakkerne finder vi især kopivarer, våben og doping. Som frontmyndighed arbejder vi i forreste geled for en lang række myndigheder i Danmark, ikke mindst politiet, fortæller Jesper Christiansen, der er funktionsleder i Toldstyrelsens kontrolenhed i Internationalt Postcenter ved Københavns Lufthavn. 

Toldstyrelsen har i dag både stationære og mobile pakkescannere, som er placeret ved forskellige post- og kurerselskaber i hele landet. Kigger man ned i sagerne er det særligt kopivarer, som fylder i statistikken. Tolderne har også registreret flere sager med våben og doping.

– Med så store mængder pakker, der hver dag strømmer ind over grænsen, er det enormt vigtigt, at vi får prioriteret de rigtige pakker og dermed får udskilt ulovlig import fra de mange lovlige varer. Det har vi gode muligheder for med hjælp fra data, efterretninger og moderne pakkescannere, siger Jesper Christiansen.

RELATED ARTICLES
spot_img

Populær