torsdag, februar 29, 2024
spot_img
Forside112 NyhederStor politiaktion mod muldyr og hvidvask

Stor politiaktion mod muldyr og hvidvask

spot_img

Som et led i en landsdækkende politiaktion har Nordsjællands Politi anholdt 12 og sigtet yderligere 5 personer, der mistænkes for at have hvidvasket penge fra bedragerisager mod særligt ældre borgere.

Nordsjællands Politi har i dag anholdt 12 og sigtet yderligere 5 personer i forbindelse med en landsdækkende politiaktion. De anholdte er mistænkt for at hjælpe kriminelle med at hvidvaske penge fra organiseret kontaktbedrageri ved af fungere som såkaldte muldyr.

Et muldyr hvidvasker penge fra kriminalitet ved at stille deres bankkonti til rådighed for de kriminelle bagmænd, der bruger disse til at sløre pengesporet. 

De hvidvaskede penge stammer hovedsageligt fra kontaktbedragerier, hvor især ældre mennesker er blevet bedraget af gerningsmænd, der udgiver sig for at være myndighedspersoner fra politiet og banker

Vicepolitiinspektør John Dyhrberg Christensen, leder af efterforskning af økonomisk kriminalitet hos Nordsjællands Politi, siger:

”Muldyrene er afgørende for, at bagmændene kan hvidvaske de penge, de har bedraget sig til. Derfor er det afgørende, at vi sætter kontant ind, når vi ser personer, der understøtter organiserede kriminelle på denne måde. Der er desværre mange unge, som bliver muldyr, og det skal vi have stoppet, for det kan blive meget alvorligt for dem at få en dom for hvidvask,” siger John Dyhrberg Christensen.

De seneste år har politiet oplevet en markant stigning i de såkaldte kontaktbedrageri sager, hvor særligt ældre borgere bliver kontaktet af gerningsmænd, der udgiver sig for at komme fra eksempelvis Nets, banken eller politiet, for at franarre ofrene personoplysninger eller penge.

”Kontaktbedrageri, især mod ældre mennesker, er en alvorlig forbrydelse, der specifikt går efter de mest sårbare i vores samfund. Hvidvasken er en absolut vital del af kontaktbedrageriet, og derfor er det vigtigt, at vi også får fat på dem, der hjælper med bedrageriet,” siger John Dyhrberg Christensen.

Vicepolitiinspektøren opfordrer til, at man hverken hæver eller overfører penge for fremmede. Og samtidig understreger han, at man aldrig skal udlevere sine personlige oplysninger eller overføre penge, hvis man bliver ringet op af bank eller en myndighed.

”Smæk røret på og tag selv kontakt til bank eller myndighed, og undersøg om henvendelsen er reel.”

Efterforskningerne mod bagmændene for organiseret kontaktbedrageri kører i et separat spor.

Undgå at blive et mulddyr:

• Lad ikke andre overføre penge til din konto, som du skal overføre videre 
• Hæv ikke penge for andre
• Er det svært at sige nej, og bliver du utryg ved situationen, kan du sige, at du ikke har dit betalingskort på dig, eller at du ikke har MobilePay

 

Gode råd mod kontaktbedrageri:

• Udlevér aldrig bekræftelseskoder eller andre følsomme personoplysninger over telefonen.
• Søg selv myndighedens eller banken telefonnummer frem på internettet og ring til dem.
• Læg røret på, hvis du har mistanke om svindel – og du behøver ikke være høflig.

Hvad gør Nordsjællands Politi for at forhindre muldyrs sager:

• Politiet kan ikke løse problematikken alene. Derfor samarbejder vi tæt sammen med SSP, Kommuner, DKR osv. på at informere, komme med budskaber og blive klogere på, hvordan vi kan løse den kedelige stigende tendens.

• I Nordsjællands Politi er der udsendt et informationsbrev om muldyr til alle SSP-medarbejdere i kredsens kommuner med henblik på evt, udsendelse via Aula. 

• Ligesom vi arbejder med muldyr har vi samtidig stort fokus på de personer (forurettede) som pengene bliver svindlet fra – Her samarbejder vi ligeledes med kommunerne, ældresagen osv. i forhold til vidensdelingen og oplæg, hvor vi kan informere de ældre og udsatte borgere med gode råd og vejledninger. Således at vi kommer problemet til livs hele vejen rundt. 

• Bred kommunikationsindsats bl.a. på sociale medier.

RELATED ARTICLES
spot_img

Populær