lørdag, juli 27, 2024
spot_img
ForsideHelsingør KommuneIlselil er vendt tilbage i job efter fem år på pension.

Ilselil er vendt tilbage i job efter fem år på pension.

spot_img

Muligheden for at tjene en fuldtidsløn ved siden af folkepensionen har fået 71-årige Ilselil Larsen til at tage en ny tørn i hjemmeplejen.

Egentlig var social- og sundhedsassistent Ilselil Larsen gået på pension i 2017. Men i maj i år er hun vendt tilbage til arbejdsmarkedet – til et fuldtidsjob i hjemmeplejen.

– Jeg får ikke så meget i pension og var træt af, at jeg ikke havde råd til noget. Så det lå lige for at søge tilbage til hjemmeplejen, hvor social- og sundhedsassistenter jo er en mangelvare, fortæller 71-årige Ilselil Larsen.

Hun udnytter, at ny lovgivning har gjort det muligt at tjene så meget, man vil, mens man er på folkepension – uden at man bliver modregnet i pensionen.

– Da jeg hørte, at det var en mulighed, ringede jeg til hjemmeplejen og spurgte, om de kunne bruge mig. Og der gik ikke længe, før jeg var ansat, fortæller Ilselil.

Hun kører i Helsingør nordvest og er vældig glad for sit job.

– Jeg er glad for mine kolleger. De er utrolig søde og meget hjælpsomme, siger hun.

Føler sig heldig

Hun har faste aftenvagter efter eget ønske, så hun kan følge sine børnebørn i skole om morgenen.

– Jeg føler mig heldig, at jeg er i stand til at arbejde. Det er ikke en selvfølge i min alder, siger hun.

Hun har tidligere været ansat i hjemmeplejen, både kommunalt og i det private firma Stabil Pleje. Alligevel fik hun lidt af et ’kulturchok’, da hun vendte tilbage i maj i år.

– Der er godt nok meget dokumentation. Meget tid går ved telefon eller iPad, og jeg kan godt synes, det er for meget. Jeg vil hellere bruge tiden hos borgerne. Men sådan er det, siger Ilselil.

Hun er glad for at holde sig i gang – og tænker umiddelbart, at hun gerne vil fortsætte i hjemmeplejen, når hendes etårige kontrakt udløber i maj næste år.

– Men så vil jeg nok gå lidt ned i tid. Det er min leder meget åben overfor, ved jeg.

Fleksibiliteten er en væsentlig årsag til, at Ilselil ikke vil tøve med at anbefale andre at byde ind, hvis de har lyst til at genoptage deres arbejdsliv i ældreplejen.

– Det er godt at holde sig i gang, og det er dejligt at få lov. Der var på et tidspunkt en dame på 95, som sagde til mig: Du er da heller ikke helt ung længere. Det grinede vi så lidt af, slutter hun.

Fakta om seniorer i job i Helsingør Kommune

  • I Helsingør Kommunes hjemmepleje arbejder 64 medarbejdere over 65 år
  • Kommunen er meget åben overfor, at seniormedarbejdere selv kan være med til at bestemme deres timetal
  • Helsingør Kommune har en seniorpolitik, som danner ramme for seniorers arbejdsvilkår
  • Helsingør Kommune tager sosu-elever i alle andre – også seniorer
RELATED ARTICLES
spot_img

Populær