lørdag, juli 27, 2024
spot_img
ForsideHelsingør KommuneErfaren centerchef klar til at kaste sig over nyt område

Erfaren centerchef klar til at kaste sig over nyt område

spot_img

41-årige Kristjan Gundsø Jensen har været centerchef siden 2015. Men nu bliver ansvaret for job, borgerservice og teknologi skiftet ud med økonomi og ejendomme – og han glæder sig til at tage fat på de nye udfordringer.

Tillykke med din nye stilling. Hvordan kan det være, at du nu skifter et velkendt fagligt område ud med et helt nyt?

– Det var en mulighed som bød sig – og som jeg opsøgte, fordi jeg personligt gerne ville prøve noget nyt. Og så er økonomi og ejendomme to meget spændende områder. Styr på økonomien er en grundlæggende forudsætning for, at vi kan sikre borgerne bedst mulig livskvalitet og skabe så gode rammer for vores dygtige medarbejdere som muligt.

Ejendomme er helt nyt område for mig, men jeg føler mig privilegeret over at få lov at give mig i kast med det. Det handler om de rammer, som vi stiller til rådighed for vores borgere, medarbejdere og foreninger – og de rammer er så afgørende for, hvordan vi kan udfolde os. Det giver også et helt konkret udtryk, at man kan se og røre ved den bygning, der står færdig efter et anlægsprojekt.

Beskæftigelsesområdet har været din hjemmebane i mange år. Giver det lidt sommerfugle i maven at træde ind på nye områder?

– Ja, det gør det. Jeg har arbejdet på beskæftigelsesområdet lige siden jeg blev ansat som studentermedhjælper i arbejdsmarkedsafdelingen i Gladsaxe Kommune for 18 år siden. Så det bliver vemodigt og særligt at skulle slippe det. Jeg kommer ikke til at kunne lade være med at følge med. Der er så vigtige diskussioner i gang lige nu fx om at gentænke beskæftigelsesindsatsen – og der er bestemt mange regler og rammer, der med fordel kan ændres.

Så fagområderne er nye, men det bliver vel en fordel at komme ’indefra’?

– Jeg har et godt kendskab til Helsingør Kommune, og det kommer til at være et godt fundament, tror jeg. Menneskene er velkendte, processerne og byrådet er velkendte. Så jeg har gode forudsætninger for hurtigt at komme godt i gang.

Hvad kommer du til at savne i JBT?

– Jeg kommer til at savne at arbejde med den afgørende opgave, som det er hjælpe folk tilbage på arbejdsmarkedet. Jeg kommer også til at savne den kæmpe glæde og energi, jeg kan se hos medarbejderne, når de lykkes med at hjælpe en borger videre – især hvis det har været en vanskelig proces. Den glæde i øjnene, den kommer jeg til at savne.

Hvad glæder du dig til at tage fat på i ØE?

– Ligefor ligger, at vi skal i gang med budgetprocessen for 2025. I en kommune starter man allerede i januar arbejdet med det kommende års budget. Det bliver interessant at være med i den proces fra et andet perspektiv. Jeg glæder mig også til at få indblik i de store anlægsprojekter fx renoveringen af vores fascinerende værftshaller og den nye svømmehal.

Ejendomsområdet har også en vigtigt rolle i at understøtte den grønne omstilling ved bl.a. at arbejde for at vores bygninger bliver endnu mere energieffektive. Her kan også være en kobling til mine hidtidige områder, hvor vi kommer til at kunne bruge kunstig intelligens til at regulere forbruget, så vi kan spare energi og penge – det betyder i sidste ende, at vi kan give borgerne den bedste oplevelse.

Hvad bliver den største udfordring, tror du?

– Umiddelbart tænker jeg to ting. Den kommunale økonomi er altid udfordrende. Regeringen kommer næppe med en kæmpe pose penge lige pludselig. Så at sikre balancen i budgettet, vil altid være en udfordring.
Den anden ting er, at ejendomsområdet er så synligt og mange har holdninger til det. Det skal man navigere i. Vi har de penge, som vi nu engang har, så hvordan får vi brugt dem bedst muligt til glæde for flest mulige borgere.

Hvorfor er det interessant at være centerchef i Helsingør Kommune?

– Det er fantastisk spændende og et privilegium at være centerchef i en kommune som Helsingør, hvor der et godt samspil med byrådet og dygtige medarbejdere og ledere. Placeringen, omgivelserne med slot, middelalderby og skøn natur. At få lov til at arbejde med dét udgangspunkt og skabe de bedste rammer om borgernes liv; det er interessant.

Kristjan Gundsø Jensen bor i udkanten af Helsingør bymidte, så han hopper på cyklen og kan være på sin nye arbejdsplads på Rådhuset i Stengade få minutter senere. Han bor sammen med hustruen Pernille og parrets to børn på 2 og 7 år. Når han ikke arbejder, går tiden med familien som er flittige brugere af kommunens kulturtilbud.

RELATED ARTICLES
spot_img

Populær