fredag, juli 26, 2024
spot_img
Forside112 NyhederTre års fængselsstraf for at have transporteret 74 millioner kroner over Øresund

Tre års fængselsstraf for at have transporteret 74 millioner kroner over Øresund

spot_img

Der var tale om hvidvask af særligt grov beskaffenhed, da en kurer adskillige gange smuglede millionbeløb i kontanter fra Danmark til Sverige. National enhed for Særlig Kriminalitet fulgte med i kurerens færden, og han er nu idømt tre års ubetinget fængsel.

Politilogo på patruljebil

Foto: Niclas Jessen

Store millionbeløb i kontanter blev af 37 omgange ulovligt fragtet fra Danmark til Sverige af en 29-årig kurer. National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har nu fået ham idømt tre års fængsel for hvidvask.

Det skete tirsdag ved Københavns Byret, hvor den 29-årige årige mand, der er syrisk statsborger, men bosiddende i Sverige, over for en dommer tilstod i en periode mellem januar og juni 2022 at have opsamlet kontanter på en lang række forskellige adresser i københavnsområdet, hvorefter han i en VW Golf kørte pengene over Øresundsbroen og afleverede dem i Sverige.

Der var i alt tale om 74 millioner kroner, som blev gemt i et skjult rum i den svensk indregistrerede bil. Omkring to millioner kroner i kontanter blev transporteret til Sverige ad gangen.

”Der er tale om en sag, hvor kureren efter anklagemyndighedens opfattelse har været en del af et organiseret hvidvasknetværk med tråde til udlandet. Der er tale om en grov form for samfundsnedbrydende kriminalitet, som er uhyre vigtig at få stoppet og slået hårdt ned på. Sagen hviler på grundigt efterforskningsarbejde, og det er tilfredsstillende, at Københavns Byret har takseret kurerens rolle i hvidvasknetværket til tre års fængsel, siger senioranklager i NSK, Halit Sert.

Ved anholdelsen af den nu dømte mand blev der fundet 2,9 millioner kroner i kontanter. Pengene er nu konfiskeret og tilfalder statskassen.

Den 29-årige mand blev udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

Yderligere tre personer er fortsat varetægtsfængslet i sagen.

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK)

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) blev etableret den 1. januar 2022. NSK har blandt andet til formål at bekæmpe kompleks organiseret kriminalitet og økonomisk kriminalitet, og etableringen af den nye enhed betyder derfor, at opgaver fra en række tidligere enheder i politiet og anklagemyndigheden er forankret her. Det drejer sig om opgaver, der tidligere var forankret hos Statsadvokaten for Særlig Øko-nomisk og International Kriminalitet, de to regionale efterforskningsfællesskaber i henholdsvis Øst- og Vestdanmark, Grænsecenter Øresund og det Landsdækkende Center for It-relateret økonomisk Krimina-litet. Derudover er store dele af de opgaver, der tidligere blev løst i Rigspolitiets Politiområde, overført til NSK, herunder opgaver forankret i National Kriminalteknisk Center og National Cyber Crime Center (NC3).

RELATED ARTICLES
spot_img

Populær