fredag, juli 26, 2024
spot_img
ForsideHelsingør KommuneResultater skabes i relationen til andre

Resultater skabes i relationen til andre

spot_img

Den tætte kontakt til borgere og medarbejdere bliver det største savn for Stine Johansen, når hun forlader Helsingør, siger hun i dette afskedsinterview.

Beslutningen om at sige sit job op har været en af de absolut sværeste Stine Johansen har truffet i sin tid som kommunaldirektør. Og der har ellers været mange. Men den er truffet med dyb respekt for det arbejde som kommunens medarbejdere udfører hver eneste dag.

Jeg synes jo, at det vi laver i kommunen er noget af det fineste, man kan bruge sit liv på. Det er os, der støtter mennesker, der hvor de er i deres liv. Vi skaber værdi i det samfund, vi er en del af hver eneste dag.

– Der er en dyb meningsfuldhed forbundet med at være på hold med Helsingør, og det har givet mig – både fagligt og privat – en stor glæde. Så det var en meget svær beslutning, fortæller Stine Johansen.

Alligevel træder hun nu et skridt tilbage fra den tætte kontakt til borgere og virksomheder for at kunne bruge sin viden på nye måder, når hun pr. 1. oktober skal være direktør for bl.a. klima-, miljø- og energiområdet i Kommunernes Landsforening (KL)

– Jeg vil gerne lære nyt og bidrage på en ny måde til Danmark og danskerne. Og det håber jeg at kunne hos KL.

På afstand

Den afstand hun får til borgernes liv bliver dog ikke så let, når man som Stine er drevet af sager, der virkelig betyder noget for mennesker. Til gengæld er det vigtige og højaktuelle dagsordner, hun skal arbejde med.

– Jeg satser på, at emnerne – som bl.a. er klima, bæredygtighed og energi – er meningsfulde for danskerne på en anden måde, så jeg derigennem får skabt værdi for mennesker omkring mig. For det betyder alverden for mig.

Det vil jeg huskes for

I sin tid som kommunaldirektør har Stine Johansen blandt andet været med til at reformere trivselsarbejdet, ligesom hun har været med på Sundhedshusets rejse fra vision til et nu næsten færdigt byggeri, der begejstrer og inspirerer på tværs af landet.

Men hvis man spørger hende selv, så er den største bedrift uden tvivl de relationer og det samarbejde, som hun har opbygget med de mennesker, der arbejder og bor i Helsingør Kommune.

Alle resultater skabes i relationer til andre mennesker, det må vi aldrig glemme. Og det er det, jeg håber man vil huske mig for i Helsingør.

– At jeg har gjort mit yderste for at skabe og sætte fokus på de gode relationer.

Den største aha-oplevelse

Faktisk har det været den største aha-oplevelse at opdage, hvor stor betydning relationer har for at man kan lykkes med sit arbejde, fortæller Stine Johansen.

– Når lovgivningen er overholdt, så er det relationerne, der afgør, om du når i mål. Jeg vidste godt, at det betyder meget, men jeg har i Helsingør forstået og erfaret, at en kommunaldirektørs relationer til medarbejdere og lokalsamfund er fuldstændig afgørende for at få ting til at lykkes.

Hun giver et eksempel:

– Når TDC har gravet et kabel over og alle nødkald pludselig går ned, så ved chefen for Helsingør Kommunes Beredskab, at han kan ringe direkte til mig og få den dækning, han har brug for, så han kan sætte arbejdet i gang. Det betyder, at vi bliver den kommune, der hurtigst får systemet op at køre igen og de andre kommuner kobler sig på vores system. Vi kan handle hurtigt og øger dermed trygheden og sikkerheden for borgerne. Og det er jo en af vores vigtigste opgaver.

Misfornøjethed og hverdagsævl

Til trods for begejstringen er der også ting i Helsingør, som Stine Johansen ikke kommer til at savne.

– Når glæden ved vores kommune kommer til at drukne i hverdagsævl og misfornøjethed. Det kommer jeg ikke til at savne. Når misfornøjetheden skygger for alt det, der er så fint og godt. De lokale medier kan have en tendens til at bære den misfornøjetheden frem. Og det ærgrer mig.

Selv har hun ved flere lejligheder fået en tur i både den lokale og nationale medie-mølle. Senest var hun i foråret ude og forsvare kommunens medarbejdere mod den hetz som udvalgte medarbejdere, ifølge hende, blev udsat for af Helsingør Dagblad i forbindelse med Botica-sagen.

– Det er den sag, der er gået tættest på mig. Når medarbejdere, der ikke kan forsvare sig selv bare bliver kørt på og nedgjort af pressen, så kommer mit sind i kog.

Jeg står med mennesker der bliver kede af det og mister deres arbejdsglæde. Så er det mit job at stå op for dem, siger hun.

Lader op med hammer og sav

Selvom de færreste er i tvivl om, hvad Stine Johansen står for, så er der også sider af hende som kun få mennesker kender. De færreste ved nok, at hun i sin fritid, foruden at skrive og udgive musik, faktisk er lidt af en byggemand-bob.

– Jeg har hænderne godt skruet på og har bygget en lade oppe på mit landsted hen over foråret og sommeren. Nogle lader op ved at dyrke yoga eller slappe af i en hængekøje, det gør jeg ikke. Jeg nyder at være i gang og bruge mit hoved og min krop på en anden måde. Jeg bruger bevidst fx konstruktionsberegninger til at undlade at tænke på mit arbejde, når jeg skal falde i søvn om aftenen. Det kan anbefales for det virker, smiler hun.

Stine Johansen får som det sidste lov at give sit bedste råd til den nye kommunaldirektør, der fra årsskiftet skal sætte sig i stolen:

Vær dig selv, find din egen vej og lad mennesker mærke, hvem du er, lyder det.

Vi siger tak for indsatsen – og ønsker Stine Johansen rigtig god vind fremover!

KILDE: Helsingør kommune

RELATED ARTICLES
spot_img

Populær