søndag, marts 3, 2024
spot_img
ForsideHelsingørAffaldssortering i Bymidten et spadestik nærmere

Affaldssortering i Bymidten et spadestik nærmere

spot_img

Anlægsarbejdet til de første affaldsøer begynder i december.

bykernen - affaldssortering

Nu er det snart slut med at tømme affaldssække i baggårdene i Helsingør. Til foråret 2023 forventes de godt 1.400 husstande i Bymidten at begynde med affaldssortering – og langt de fleste får en løsning med nye beholdere i baggården til afløsning for sækken. De resterende boliger skal bruge de nye affaldsøer.

Her i løbet af de første uger af december begynder anlægsarbejdet til de tre første affaldsøer i Bymidten i Helsingør. Affaldsøerne skal bruges af borgerne i godt 250 husstande i bymidten til sortering af husholdningsaffaldet. De øvrige godt 1.150 husstande i området får skræddersyede løsninger med affaldsbeholdere i baggårdene efter individuelle aftale med Forsyning Helsingør afhængig af de konkrete adgangsveje.

Vi regner med, at over 80 procent af husstandene i Bymidten kan have deres beholdere i baggården.

Jette Skaarup Justesen, afdelingsleder i Affald & Ressourcer

”Vi regner med, at over 80 procent af husstandene i Bymidten kan have deres beholdere i baggården. Det er flere, end vi oprindeligt havde forventet. Og det er godt for miljø og klima, da erfaringen viser, at sorteringen er bedre og genanvendelsen er højere, når affaldsbeholderne er placeret så tæt på hjemmet som muligt”, siger Jette Skaarup Justesen, afdelingsleder i Affald & Ressourcer.

For de øvrige husstande, hvor smalle døre, trapper, krogede adgangsveje og lukkede baggårde gør det umuligt for renovationsmedarbejderne af indsamle affaldet, er løsningen en række affaldsøer – placeret rundt om i Bymidten – hvor borgerne skal aflevere deres sorterede husholdningsaffald.

Arkæologer skal undersøge jorden
Det er virksomheden Joca, der står for anlægsarbejdet af affaldsøerne. Firmaet er specialister i løsninger til affaldssortering – herunder affaldsøer med nedgravede containere. I Helsingør skal hver affaldsø bestå af flere forskellige moduler til fraktionerne metal, plast (inkl. mad- og drikkekartoner), madaffald, papir/pap, restaffald og glas.

moluker - bymidten
Sådan ser modulerne til de nye affaldsøer ud – inden de er gravet ned i jorden. 

Anlægsarbejdet begynder med, at belægningen fjernes. Herefter overtager arkæologer fra Helsingør Bymuseum anlægsområdet indtil mindst udgangen af året, så der er mulighed for at undersøge om der er genstande i jorden, der kan fortælle om Helsingørs historiske udvikling. Fra starten af januar 2023 genoptages anlægsarbejdet, og de nedgravede containere kan komme på plads. Hvis der ikke findes noget i jorden, det tager længere tid at undersøge.

Politisk bestemte placeringer
Sorteringsløsningen i Bymidten er politisk besluttet – og i december 2020 besluttede Byrådet placeringen af de konkrete affaldsøer. Anlægsarbejdet nu drejer sig om de tre affaldsøer placeret på Rådhustorvet, Jernbanevej og Allégade. Placeringen af yderligere affaldsøer i fx den vestlige del af Bymidten skal genbehandles politisk, og der skal gives byggetilladelse – inden anlægsarbejdet kan begynde.

Afaldsøer - placering
Nu begynder anlægsarbejdet på de tre affaldsøer – markeret med rød cirkel. De øvrige placeringsønsker skal genbehandles politisk. 

Når placeringen af de sidste affaldsøer er besluttet politisk – og anlægsarbejdet for disse er færdiggjort – kan de ca. 1.400 husstande i Bymidten begynde med sorteringen af husholdningsaffaldet. Det forventes af bliver foråret 2023. Inden da leveres nye beholdere til baggårdene, og alle beboere kontaktes på e-boks med startpakke, sorteringsvejledning og information om afhentning af gamle stativer.

I skrivende stund er ca. 25.500 ud af kommunens 31.900 husstande i gang med at sortere husholdningsaffaldet.  

KILDE: FH

RELATED ARTICLES
spot_img

Populær