torsdag, februar 29, 2024
spot_img
ForsideHelsingør KommuneNy undersøgelse: Turisterne er vilde med Helsingør

Ny undersøgelse: Turisterne er vilde med Helsingør

spot_img

For første gang er der blevet lavet en undersøgelse, hvor turisterne er blevet spurgt om, hvad de mener om Helsingør Kommune. Og svarene er gode.

Helsingør er en komplet destination, som turisterne rejser til for at opleve historien, den maritime atmosfære, kultur, natur og shopping. Det fremgår af den nye undersøgelse, som blev foretaget fra juli til september af Wonderful Copenhagen. Det er første gang nogensinde, der er lavet en turistundersøgelse i Helsingør for at få mere viden om, hvem der besøger byen.

Blandt resultaterne kan man læse, at otte ud af ti turister ser Helsingør som en destination i sig selv, og ikke besøger området som en del af en større tur. Ni ud af ti besøgende oplevede ingen barrierer i forhold til pris eller transport ved besøget i byen, ligesom tre ud af fire besøgende svarede, at de var tilfredse med udvalget af caféer og restauranter. Endelig svarede knap halvdelen af de internationale turister, at de gerne ville have brugt mere tid i byen. 

Turisterne i undersøgelsen har svaret på næsten 30 spørgsmål, hvilket giver en omfattende viden om, hvordan antallet af endagsturister fordeler sig, hvor stort deres døgnforbrug er, hvorfor de kommer til byen og rigtig meget andet.

Borgmester Benedikte Kiær glæder sig over den nye undersøgelse:

”Undersøgelsen bekræftet min egen oplevelse af, at vi har så utroligt meget at tilbyde – og på et højt niveau. Det er altså også helt unikt at være omgivet af så meget historie, kultur og natur. Det synes jeg, alle der bor her i Helsingør Kommune kan være stolte af.

Nu har vi fået en undersøgelse af Helsingør, og den giver os god viden at arbejde videre med. Når vi skal have udarbejdet nye undersøgelser, så skal vi trække områder som f.eks. Hornbæk med ind i vurderingen. ”

2022 har været et rekordår for turismen i Helsingør Kommune, og at turisterne valfarter til Helsingør har også stor betydning for den lokale omsætning. Det kan Helsingør Handel skrive under på.

”Vi kan tydeligt mærke de internationale turister i bykernen, og ifølge undersøgelsen har de internationale turister et gennemsnitligt døgnforbrug på ca. 800 kr. uden overnatning. Det er ca. 76 procent højere end danskerne. Det kan mærkes ude hos de enkelte butikker, restauranter og caféer. Det er godt for byen, og det tegner lyst for fremtiden, hvor mange byer skal kæmpe om kunderne og mod nethandel,” udtaler citykoordinator Kim Backe.

Undersøgelsen viser også, at der er flere steder, hvor Wonderful Copenhagen og Helsingør Kommune sammen med turistaktørerne kan sætte ind for at tiltrække endnu flere turister.

”Det er lykkedes at få turisterne tilbage til Helsingør med et rekordhøjt antal besøgende, men der er stadig meget at arbejde for. På tværs af alle markeder er 68% af turisterne i Helsingør dagsturister, og for svenskernes vedkommende 80%. Så vi har fokus på at få endnu flere dagsturister til at se Helsingør Kommune som destination med et bredt udbud af oplevelser, som man kan bruge længere tid på. Svenskerne er helt klart det allerstørste udenlandske marked, og selv om 2022 har slået alle hidtidige rekorder for overnatninger i Helsingør Kommune, så er der et kæmpe uforløst potentiale i at få de svenske besøgende til at tage en eller flere overnatninger. Det har vi et stort fokus på,” siger Runa Sabroe, udviklingsdirektør i Wonderful Copenhagen.

RELATED ARTICLES
spot_img

Populær