mandag, februar 26, 2024
spot_img
ForsideHelsingør KommuneBørneklimaråd delte penge ud til klimaprojekter

Børneklimaråd delte penge ud til klimaprojekter

spot_img

Helsingør Kommunes nye børneklimaråd havde 100.000 kr. at gøre godt med til projekter, der fremmer den grønne dagsorden.

Det var næsten som et rigtigt byrådsmøde, da medlemmerne af kommunens børneklimaråd den 16. november sad bænket i byrådssalen. På deres bord lå to ansøgninger – en fra elever på Tibberupskolen og en fra elever fra Skolen ved Rønnebær Allé. Begge elevhold søgte penge til et projekt, som vil fremme den grønne dagsorden på deres skole.

Eleverne fra Skolen ved Rønnebær Allé vil samle regnvand i en stor beholder og bl.a. bruge det til at vande i deres biodiversitetshave. De fire elever, Frederik, Victor, Elmas og Ramazan, søgte om 20.000 kr. til projektet.

Eleverne fra Tibberupskolen, Marius, Emma og Catalina, søgte 70.000 kr. til et drivhus til at producere råvarer til skolens madkundskabshold. Tanken er at gøde jorden med komposterede madrester fra skolens kantine – og dermed mindske madspild. Der skal vandes med regnvand i drivhuset.

Stor spørgelyst

Efter at de to elevhold havde fremlagt deres projekter, var der mulighed for, at børneklimarådet kunne stille spørgsmål til projektgrupperne. Og spørgelysten var stor. Klimarådet stillede rigtig mange relevante spørgsmål, som fik belyst projekterne yderligere.

Endelig skulle projektmagerne forlade byrådssalen – og så blev der voteret, ligesom blandt de rigtige politikere. Alle gav deres besyv med, og der blev diskuteret frem og tilbage, hvordan de 100.000 kr. skulle fordeles.

Eleverne endte på tre forslag til fordelingen af pengene. Og da forslagene kom til afstemningen, var der overvældende flertal for at give 75.000 kr. til Tibberupskolen og 25.000 kr. til Skolen ved Rønnebær Allé. Så har begge skoler lidt ekstra midler til uforudsete udgifter, når de skal føre deres projekter ud i livet.

To gode projekter

Medlemmerne af Børneklimarådet mener, det er vigtigt, at det er børn og ikke voksne, der bestemmer hvilke klimaprojekter, der skal føres ud i livet.

– Det er vores skoler, så jeg synes, at vi unge i Helsingør skal have indflydelse på de her ting. Vi har også en mening om, hvad vi gerne vil have gjort bedre, så det er vigtigt, at vi bliver hørt og får lov til at handle på vores ideer, siger Sofie Ferdinand Tækker fra børneklimarådet.

Mette Lene Jensen, formand for Klima- og Bæredygtighedsudvalget, har været med til at beslutte, at kommunen skal have et børneklimaråd, og hun var med under hele seancen.

– Det har været meget spændende at være med. Det er to gode projekter, og børneklimarådet har oplevet mange af de samme dilemmaer, som vi har som byrådspolitikere. Er der søgt penge nok til at føre projektet ud i livet? Er projektet beskrevet godt nok, så vi tror på det? Det har givet rigtig meget læring for eleverne, tænker jeg. Både når det kommer til klimadagsordenen, men også til demokratiet, siger hun og fortsætter:

– Det har været godt at se engagementet hos de unge i forhold til klimadagsordenen. Det er vigtigt for mig, at vi står sammen – unge som ældre, virksomheder, kommune, forsyningen og så videre, for ingen kan løfte denne dagsorden alene. Forskellige aktører har forskellige ideer, og det har forskellige generationer også – og det er vigtigt at lytte og gøre noget sammen.

Eleverne fra de to skoler skal nu i gang med at føre deres projekter ud i livet.

Fakta:

  • Børneklimarådet er et nyt initiativ, som er startet op i år. Rådet har fået 100.000 kr. fra klimapuljen til at dele ud til børns klimaprojekter. I år var der to ansøgninger til puljen.
  • Børneklimarådet består i år UTH (Unges Talerør Helsingør), som er et fælles elevråd for udskolingseleverne i Helsingør Kommune.

Læs også artiklen: Elever udtænkte klima-ideer

Læs også artiklen: Helsingør får et børneklimaråd




RELATED ARTICLES
spot_img

Populær